DigiRehab deltager for tiden i et innovativt KL-projekt, der vil anvende data fra bevilligede hjælpemidler i ældreplejen til at målrette tilbud om rehabilitering og fysisk træning til borgerne. Målet er at skabe en software-løsning, der bl.a. kan pege på de borgere, der vil have størst effekt af en rehabiliterende indsats.
Fysisk træning og rehabilitering fylder mere og mere på ældreområdet – og ikke alle borgere får den nytte, som kommunerne håber på.
Et nyt forsknings- og udviklingsprojekt fra KL vil anvende de mange historiske og fremtidige data, der knytter sig til bevillingen af hjælpemidler, til at skabe en løsning, der kan hjælpe kommunerne med at ramme mere præcist og med større effekt i det rehabiliterende arbejde.
Rationalet i projektet er, at bevillinger af hjælpemidler til borgerne bærer tydelige vidnesbyrd om, hvilke borgere der får sværere ved at klare sig selv, og hvilke af dem der vil have størst gavn af træning.
Det er netop disse værdifulde data, som partnerskabet bag forskningsprojektet vil omsætte til en software-løsning baseret på kunstig intelligens.
Løsningen skal fremme en rehabiliterende bevilling af hjælpemidler – eller med andre ord sikre, at bevilling af et hjælpemiddel ledsages af målrettet træning til borgeren i de situationer, hvor det vil have effekt. Samtidig skal algoritmen udpege nye mønstre og sammenhænge mellem hjælpemidler, borgeres tilstande, kommunale ydelser og andet, der på sigt kan bidrage til at udvikle kvaliteten i det rehabiliterende arbejde.
KL´s projektleder Mie Bjerre mener, at potentialet i projektet er enormt.
”I kommunerne står et stadigt stigende behov for at prioritere indsatserne på ældreområdet side om side med faglige ambitioner om at hjælpe borgere, der har svært ved at klare sig selv, til størst mulig selvstændighed og livsglæde. Hvis vi kan bane vejen for en løsning, der understøtter begge dele samtidig, er det ren win-win. Og den læring om datadrevet kvalitetsudvikling, vi forventer os af projektet, kan nok også bruges på andre kommunale områder,” siger hun.
Deltagerne i projektet, der kaldes ”Digital understøttet bedre brug af hjælpemidler,” er Kommunernes Landsforening, Aarhus Universitets Institut for Ingeniørvidenskab, University College Nordjylland, Aalborg og Århus kommuner samt DigiRehab.
Som et pilotstudie et har DigiRehab i samarbejde med Aalborg Kommune undersøgt effekten af at træne med borgere, der har fået udleveret hjælpemidler. Det har vist sig at være meget gavnligt. Læs mere her.